fodbold-bla.GIF (341 bytes)Fodbold

Hornbæk IdrætsForening

           

Fodboldafdelingen – Beretning for 1999.

 
SENIOR:
For andet år i træk lå førsteholdet placeret i serie 2, og efter en spændende sæson endte det hele med en sjetteplads, en fremgang fra syvendepladsen i 1998. Samtidig var det en placering i den bedste halvdel af rækken og en status som Helsingør Kommunes næstbedste hold. Hvis vi kan bevare denne status fremover, er det vist ikke så ringe. At det ofte er små marginaler, der skiller holdene er vores serie 2 et glimrende eksempel på. Man kan f.eks. bemærke, at vi på sjettepladsen, med 31 point, kun var sølle tre point foran FIF Hillerød, der rykkede ned.

Efter to år i serie 5 sikrede andetholdet sig oprykning til serie 4 ved at placere sig på andenpladsen i rækken. Som andethold ændres der tit på holdet , og det betød en lidt ujævn sæson med både gode og dårlige perioder, men det hele sluttede godt, og dermed er der lidt mindre afstand imellem vores to bedste hold.

Som en klubs lavest rangerede hold får man ofte problemer via mange afbud og deraf følgende problemer med manglende spillere. Vores tredjehold kæmper sig dog flot igennem den ene sæson efter den anden, og i 1999 sluttede holdet på en flot sjetteplads i serie 5.

Både old boys og veteraner opnåede deres bedste placeringer nogensinde. Old boys, med de "unge", lever hver sæson med "faren" for oprykning, men i sæsonen 99 havde de hele tiden den fornødne afstand til førstepladsen, der betyder oprykning til et niveau, der vist ikke rigtigt passer til os. Til gengæld sluttede de på en flot andenplads foran kommunens øvrige old boys hold.

Selvom man i veteranrækkerne ikke opererer med oprykning, var vort mandskab så beskedne, at de også sluttede på andenpladsen. Veteranhold har kun eksisteret i få år i Hornbæk, men det er blevet en stor succes, og sammen med old boys holdet udgør de en meget vigtig del af vor afdeling.

Damefodbolden udviklede sig yderligere i 1999, og der er grund til at glæde sig over den voksende interesse hos de unge piger for at spille fodbold. På seniorniveau blev 7-mandsholdet placeret på fjerdepladsen.

UNGDOM:
Ledermæssigt blev 1999 ikke uden problemer. Ungdomsformand Michael Sevel måtte stoppe sit arbejde kort før sommerferien på grund af et større arbejdspres i sit civile arbejde. Efter lidt rokeringer i bestyrelsen overtog Kim Porsgaard den vigtige post som ungdomsformand, og han har på bedste vis videreført sin forgængers arbejde.

Vi måtte i 1999 notere, at vi ikke havde spillere nok til hverken ynglinge- eller juniorhold. I foråret lykkedes det at samle et 7-mandshold i junior, men på grund af flere spilleres ophold på efterskole kunne dette hold ikke videreføres i efteråret.

Heldigvis er vi stærkere kørende blandt de yngre spillere. Vi havde 11-mands hold i både drenge og lilleputter, og i sidstnævnte aldersklasse havde vi endvidere et 7-mands hold. De yngste turneringshold var to miniput- og et mikroputhold.

Årgangene fra 1993 og yngre har ikke været tilmeldt turneringer under SBU´s, men har til gengæld spillet kampe under bl.a. DGI. Der er i de sidste par år udført et stort arbejde med de helt små, og dette arbejde sætter vi meget højt.

En anden glædelig ting er den voksende interesse blandt de yngre piger for at spille fodbold. Det førte i 1999 til etableringen af et miniputpigehold, der i efteråret spillede sine første turneringskampe. Bjørn Hoffmann og Tanja Mlynek er gået særdeles aktive ind i dette arbejde, så vi er i stand til at leve op til pigernes interesse.

MEDLEMSTAL:
Hankøn under 18

Hankøn over 18

Hunkøn under 18

Hunkøn over 18

I alt

: 136

: 107

: 11

: 14

: 268

DE ENKELTE HOLDS PLACERINGER:
 
11-mands rækker:
  
1. holdet : nr. 6 / 12 i serie 2
2. holdet: nr. 2 / 12 i serie 5
3. holdet: nr. 6 / 11 i serie 5
Old boys: nr. 2 / 10 i OB 2
Veteran: nr. 2 / 10 i Veteran
Drenge forår: nr. 3 / 6 i drenge 3
Drenge efterår: nr. 2 / 6 i drenge 3
Lilleput forår: nr. 5 / 6 i lilleput 3
Lilleput efterår: nr. 3 / 6 i lilleput 3
 
7-mands rækker:
  
Damesenior: nr. 4 / 9 i Damesenior
Miniputpige B: nr. 4 / 5 i række B
Junior: nr. 1 / 6 i junior
Lilleput forår: nr. 2 / 6 i lilleput
Lilleput efterår: nr. 1 / 6 i lilleput A
Holdet tabte SM-finalen mod AIK Strøby med 7-0
Miniput Æ forår: nr. 1 / 5 i række 3
Miniput Æ efterår: nr. 1 / 6 i række 3
Miniput Y forår: nr. 1 / 5 i række 2
Miniput Y efterår: nr. 4 / 6 i række 2
Mikroput Æ forår: nr. 4 / 6 i række 3
Mikroput Æ efterår: nr. 3 / 6 i række 3
 
I pokalturneringerne gik det således:
1.holdet deltog i landspokalen og tabte efter straffespark til Græsted fra serie 1.

Old Boys deltog i landspokalen og tabte til Herlev med 1-4.

Bedst klarede veteranholdet sig i deres landspokal. Først sejr på 3-2 over Lyngby, dernæst 7-1 sejr over Birkerød, inden de tabte med hele 13-1 til Avarta, der senere vandt hele turneringen.

Ingen andre Hornbæk hold deltog i pokalturneringen.

ÅRETS HÆDERSBEVISNINGER:
Årets leder: Steen Nilsson
Årets spiller: Rasmus Kørner
Årets ungsenior: Gunnar Faxe
Årets damespiller: Pernille Mørk
Årets drengespiller: Jannik Dobusz
Årets lilleput: Christopher Christophersen
Årets miniput Æ: Jonas Warburg
Årets miniput Y: Benjamin Jacobsen
Årets miniputpige: Caroline Christophersen
Årets mikroput : Jannik Kristensen
AKTIVITETER 1999:
Vi har som tidligere år afholdt både forårs- og efterårsafslutninger for seniorspillerne samt alle klubbens trænere og ledere. Ligeledes blev der på traditionel vis afholdt afslutning for alle ungdomsspillerne, og det var som sædvanlig et tilløbsstykke for både spillere, søskende og forældre. I forbindelse med afslutningsfesterne havde Fodboldens Venner traditionen tro gavekort til trænerne samt Årets spillere.

I 1999 var vi værter for hele to fodboldskoler. Først den "almindelige" skole i juli for de større børn med 112 tilmeldte, hvilket var helt udsolgt. Skolen forløb på bedste vis, og de to ledere Jørgen Olsen og Henrik Kristensen og deres hjælpere var endda heldige med vejret.

DBU arrangerede som noget nyt en såkaldt Mikro-fodboldskole i den første weekend i september, og her var Hornbæk også med. Anne Marsengo, der træner de små til daglig, var skoleleder, og også denne skole blev en succes.

Som tiderne er, skal der noget helt ekstraordinært til for at trække folk op af sofaen eller ud af haven. Med den viden var vi godt klar over, at vi ikke kunne samle et kæmpestort publikum til sommerens to fodboldarrangementer. Det betød samtidigt, at vi ikke tjente noget nævneværdigt, men heldigvis er penge jo ikke alt, så vi var alligevel godt tilfredse med vort bidrag til sommerunderholdningen i Hornbæk.

I starten af juli spillede de to Superligahold AB og Lyngby FC mod hinanden, og førstnævnte sikrede sig via en 2-1 sejr 25.000 kr. sponseret af Favør i Hornbæk. Efterfølgende spillede Sunshine Boys, og der var masser af liv i teltet med salg af mad og drikke.

Et par uger senere fik vores egne spillere en oplevelse, da vi fik besøg af det skotske Premier League hold Hibernian. Trods flere forstærkninger på Hornbæks hold vandt gæsterne en knusende sejr på hele 7-0, og Hornbæk var aldrig i nærheden af at gentage den fantatiske sejr over Swansea for få år siden. Også denne aften var der pænt besøg på Pedella Park, men man kunne efterfølgende konstatere, at disse kampe kun er mulige, når vi får økonomisk støtte, som vi fik fra Favør i Hornbæk.

DE MANGE HJÆLPERE:
Som sædvanlig skal der rettes en stor tak til afdelingens mange trænere, hjælpere og ledere i alle afskygninger, der alle yder en kæmpe indsats i årets løb. Som beskrevet i det foregående er der en masse mennesker involveret i afdelingens mange aktiviteter året igennem. En stor tak skal også lyde til personalet i og omkring klubhus, hal og kiosk. I forbindelse med mange af vores aktiviteter bliver disse mennesker involveret, og vi er meget taknemmelige for det store arbejde, vi altid nyder godt af.

Også i 1999 har bestyrelsen haft et glimrende samarbejde med de øvrige underafdelinger og vores hovedafdeling. Vi værdsætter fortsat vores klubblad højt og er glade for det nye tiltag med husstandsomdeling af bladet. Også vores hjemmeside bliver nu brugt flittigt, og i det kommende år vil der være endnu mere at se på www.3100.dk.

Kommunen skal igen i år have tak for godt samarbejde. I løbet af sidste år blev der etableret grøfter omkring vore græsarealer, og de har tilsyneladende afhjulpet de største vandproblemer. Vi følger selvfølgelig situationen løbende og stadsgartneren har bebudet yderligere foranstaltninger i forbindelse med en ny kloakledning.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg benytte lejligheden til at takke de øvrige medlemmer i fodboldbestyrelsen for et godt og seriøst stykke arbejde. I løbet af året måtte vi tage afsked med ungdomsformand Michael Sevel samt Poul Lerche, og nu takker også Lars Vindahl Andersen af. Forhåbentlig afløses de af nye friske folk, der kan fortsætte det gode arbejde.

FODBOLDENS VENNER:
Før punktet økonomi er det som sædvanligt særdeles relevant at rette en stor og varm tak til Fodboldens Venner, der også i 1999 har bidraget med både økonomisk og anden støtte. Udover den faste kontante støtte står FV samtidig bag diverse gaver og gavekort til både ungdoms- og seniorafslutninger. Endvidere var FVs bestyrelse uundværlige hjælpere ved sommerens to fodboldarrangementer.

Sommerens største begivenhed, kræmmermarkedet i juni, var traditionen tro et arrangement, hvor der krævedes mange hjælpere. Det er ikke altid lige nemt at få de aktive til at afsætte den fornødne tid, men vi arbejder hele tiden på nye tiltag, og selv om ikke alt var perfekt, tror jeg nok, at alle kunne trække sig tilbage efter en god weekend. Jeg skal som sædvanlig opfordre alle til at melde sig ind i FV. Det årlige kontingent er så beskedent som 100 kr.

Husk på, at vi stadig er en af landets billigste fodboldklubber!

ØKONOMI:
Det gamle årtusinde sluttede økonomisk særdeles godt, idet vi kan fremvise et overskud på omkring 100.000 kr. Vi har været særdeles dygtige til at overholde vores budget, hvad indtægterne angår. Til gengæld har vi ikke været dygtige nok til at bruge pengene, så det store overskud skyldes således mest vigende udgifter.

Det er det flotteste regnskab siden 1994, hvor vi tjente omkring 100.000 kr. på EM-landsholdets besøg. Et sådant overskud giver ro og tryghed, og det er en vigtig ting i disse tider. F.eks. vil det være rart, hvis vi i årene fremover kan sende endnu flere af vores ungdomsspillere til stævner og på rejser.

Kontingenterne vil forblive uændret for både senior- og ungdoms-medlemmer. Jeg vil her, som sædvanlig, benytte lejligheden til at opfordre alle medlemmer til at betale deres kontingent til tiden. Der er desværre fortsat nogle, der "glemmer" at betale. Hvis man har problemer med finanserne, kan man altid rette henvendelse til bestyrelsen, så vi kan lave en eventuel afdragsordning.

SPONSORER:
I en klub af vores størrelse kan vi være stolte af, og taknemlige for, den store opbakning, vi får fra de handlende i og omkring Hornbæk. Sammen med støtten fra FV er indtægten fra bandereklamer og kampprogram afdelingens største og vigtigste indtægter. Uden denne opbakning kunne vi slet ikke holde det høje aktivitetsniveau og de lave kontingentsatser.

I 1999 indledte vi samarbejde med vores nye hovedsponsor Hans Martin Jørgensen( Simon Jørgensen og Søn), og det har været et meget positivt samarbejde. Vi videreudviklede i 1999 vores sponsorklub, kaldet SIDELINIEN, der sidste år bestod af 12 firmaer. I år vil John Larsen og Henrik Blom overtage ansvaret for sponsorarbejdet, men forhåbentlig fortsat med hjælp fra de "gamle" drenge Henning "NULLER", Flemming Andersen og Thomas Jørgensen.

MÅLSÆTNING:
Hvad målsætning angår er der ikke de store forandringer. Vi skal fortsat tilbyde vores medlemmer og ledere de bedst mulige forhold og gerne fortsat til områdets laveste kontingent. Det skal langt hen af vejen fortsat være indsatsen fra vores spillere, der afgør, hvor langt vi skal nå. Hvor andre foreninger indimellem satser på sportslig succes for næsten enhver pris, syntes jeg, at vi kan være stolte af vores fornuftige indstilling.

Det er fortsat vores ambition, at vi som ledere skal forsøge at skaffe de optimale betingelser for medlemmerne, og så må talent, vilje og indstilling hos de aktive bestemme resten. Vi skal også fortsat forsøge at bevare og udbygge vores klubliv. Det er vigtigt, at medlemmerne bidrager til dette klubliv, både når vi mangler hjælpere, men også bare ved deres tilstedeværelse ved arrangementer.

..Og mottoet gælder stadig - det skal forsat være sjovt at gå til fodbold i Hornbæk.

Steen Poulsen

   

   Opdateret 2/2 - 2000